Forstanderens beretning

– generalforsamling torsdag den 25. april 2019 på Tølløse Privat- og Efterskole

Ved sidste års generalforsamling blev jeg præsenteret som kommende forstander, men der gik helt som planlagt 3-4 måneder, inden skiftet blev en realitet. I løbet af disse måneder afsluttede vi et skoleår med rekordhøjt elevtal, 390 elever i alt, og vi fik planlagt de store linjer i indeværende skoleår, der begyndte med endnu flere elever, nemlig 408.

Men for mig som forstander begyndte året i august, da jeg tog over fra Birk Christensen.

Det var en fantastisk oplevelse – både at få lov til at sige tak til Birk for hans store arbejde med både skoleudvikling og økonomi, og med alle de varme ord og ønsker, der blev mig til del.

Skoleåret har budt på både op- og nedture. Opturen er ikke mindst alle de gode hverdage med undervisning og udviklende samvær mellem dygtige og nærværende voksne og unge i deres allermest spændende alder. Opturen har også været overtagelsen af den byggesag, som nu er ved at sætte sig synlige spor nord for klassefløjen, og som ender med en ny samlingssal, der rent faktisk kan rumme alle elever og lærere, og med nye gode undervisningslokaler og grupperum – samt et utal af muligheder for udvikling, både i nybygningen og i de eksisterende bygninger.

Glædeligt er det også, som Lars allerede har nævnt, når ansatte får børn og går på barsel, og det er sket hele fem gange inden for det seneste år. Mere udfordrende er det, de få gange, hvor elever ikke trives eller ikke behandler hinanden sådan som vi gerne vil have det. Selv om langt de fleste ikke oplever disse udfordringer, men bare trives og udvikler sig, så koster det både opmærksomhed og kræfter, når vi forsøger at hjælpe en forkert udvikling tilbage på sporet.

Desværre har vi også måttet erkende vores begrænsninger og sagt farvel til flere efterskoleelever, end vi havde ventet og håbet. Efterskolelivet blev for mere end to håndfulde elever, på trods af nære og omsorgsfulde voksne og gode og støttende kammerater for uoverskueligt, og opholdet her blev kortere end planlagt. Selv om vi synes, at vi har været godt forberedt, så giver det alligevel anledning til eftertanke og forsøg på at gøre det endnu bedre.

Under alle omstændigheder ender vi skoleåret med et elevtal, der ligger en anelse under foregående års – men dog det næsthøjeste nogensinde.

Værst af alt i året var Finn Basnovs pludselige dødsfald i februar. Det er fortsat helt uvirkeligt, at han forlod skolen på grund af ferien, midt i et mylder af opgaver, og så aldrig vendte tilbage. Selvfølgelig er det allerhårdest for de nærmeste, men vi er mange, både ansatte og elever, som blev ramt af, hvor hurtigt og uden varsel et menneske kan forsvinde. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi i Rikke Nilsson har fundet en rigtigt dygtig medarbejder, som vil tilføje sin egen og nye måde at møde eleverne, men vi holder ikke op med at savne Finn, for hans varme nærvær, skæve humor og positive tilgang til både arbejdet mødet med andre mennesker.

I det kommende skoleår glæder vi os både over at få byggeriet færdiggjort, og vi glæder os til nye spændende initiativer mht. naturfag i 10. klasse, og så fik vi en udefra kommende udfordring i form af folkeskolelovens nye krav om 2-årige valgfag i 7.-8. klasse. Det havde vi ikke selv fundet på, men det har været en fornøjelse at opleve lærernes måde at tage udfordringen op som en positiv anledning til at styrke skolens praktisk-musiske dimension.

Og generelt er det netop det mest opmuntrende ved denne skole; for nok er bygningerne både smukke, velholdte og fyldt af muligheder, men allervigtigst er de mange mennesker, som fylder rammerne – de elever, der går her/bor her – de ansatte: rengøringsfolk, køkkenpersonale, pedeller, kontorpersonale og lærere og alle dem, der bakker skolen op: forældre som betror os deres børn, tidligere elever, medlemmer af elevforening og skolekreds – og skolens bestyrelse, ikke mindst. Det er alle disse mennesker, som mere end noget andet har gjort det til et spændende og givende år på Tølløse Privat- og Efterskole.

På sin vis fungerer alle de mennesker, som er på og omkring skolen, som én levende organisme. Nogle forbindelser er tydelige at få øje på i hverdagen – når man mødes om undervisning, spisning, rengøring og andre aktiviteter, men mere usynligt hænger det hele sammen, og en del af os skaber, udvikler og passer på de rammer, hvori de andre udfolder sig, og den ene gruppes opbakning giver energi og glæde til den anden – og omvendt.

Og det, som denne organisme gør, nemlig at hjælpe og styrke børn og unge i deres udvikling tæt hen imod voksenlivet, er faktisk lidt af en kunstart. Og ligesom anden kunst, så lader det sig ikke gøre helt at beskrive, hvad det går ud på i ord – det skal opleves. Alligevel så er nogle af elementerne eller udfordringerne i skolekunsten til at få øje på for alle.

Eleverne skal i stigende grad opleve, at de er ansvarlige for deres egne liv. De skal lære, at de kan træffe valg, som får konsekvenser – både for dem selv og for andre. Samtidig må de ikke lades alene i stikken. De er på vej til at blive voksne, men de er ikke voksne endnu, og selv ikke voksne skal man lade alene, når de står over for svære valg. Derfor skal man som ansat på en skole bevæge sig i en kompliceret dans mellem nærhed og opbakning, vejledning og retledning og så afstand og luft, der giver plads til ansvar og udvikling. Og præcis den samme udfordring findes i de enkelte fag – lærerne ved noget, eleverne endnu ikke har lært, men skal det blive til holdbar viden, kan man ikke bare hælde det ind i ørerne på eleverne – de skal inddrages, så de tænker med. Men samtidig forbliver undervisningen lærerens ansvar, og det er vigtigt, at vi holder fast i, at ikke alt er lige rigtigt. Virkeligheden findes, og man kan både have ret og tage fejl, og i rigtigt mange tilfælde er det faktisk muligt at afgøre, om noget er rigtigt eller forkert.

Her har vi som skoler en kæmpe udfordring, når vi danser vores skoledans. Det bliver desværre en mere og mere udbredt holdning, at der findes så mange tilsyneladende modstridende fakta, fx på internettet og i diverse sociale medier, at man lige så godt bare kan vælge ud fra, hvad man synes.

Her skal vi finde balancen mellem et eksperttyranni, hvor der slet ikke bliver plads til personlige vurderinger og værdier, og en foragt for eksakt viden, som let kan føre til både tilfældige uheldige valg og direkte fordummelse.

Og så vil jeg alligevel gerne have lov til at slutte min beretning med det, der noget nedsættende bliver kaldet en ’synsning’:

Jeg synes, det er fantastisk, og fantastisk udfordrende og spændende at være en del af den organisme, som Tølløse Privat- og Efterskole er!