Søndag d. 1. december kl. 12-15 på Tølløse Privat- og Efterskole – og der er åbent for alle
I år er Tølløse Privat- og Efterskole i gang med et vigtigt projekt, der støtter en af verdens mest udsatte grupper, Batwa-folket i Burundi. Burundi er et af verdens fattigste lande, og Batwa-folket lever under særligt hårde kår - men vi kan gøre en forskel. Derfor går overskuddet fra årets julemarked til at hjælpe dem med at få bedre levevilkår.
Vores julemarked plejer at samle op mod 50.000 kr., og så stort et beløb kan virkelig gøre en forskel for Batwa-folket. Hele skolen, både elever og ansatte, er med til at arrangere julemarkedet, som finder sted søndag d. 1. december kl. 12-15. Alle på skolen hjælper til i forskellige værksteder torsdag og fredag, så vi kan skabe et fantastisk julemarked for de omkring 1000 gæster, der plejer at dukke op.
Der vil være masser af flotte ting til pynt og gaver, konkurrencer, lækker mad og drikke, samt sang og musik. Det er en oplagt mulighed for eleverne til at prøve kræfter med noget nyt og sammen gøre en reel forskel.
Hvis alt går, som vi håber, bliver julemarkedet en win-win-win! Vi får gode oplevelser og fællesskab under forberedelserne, gæsterne får en skøn dag, og Batwa-folket får hjælp til sundere boliger, rent drikkevand og rigtig skolegang.
Vi har god kontakt til dem, der arbejder med projektet i Burundi, så vi også bagefter kan følge med i, hvordan pengene fra vores julemarked gør en vigtig forskel 10.000 km herfra.