I 2013 er det 200 år siden filosoffen og teologen Søren Kirkegaard blev født. Kirkegaard er ude omkring i verden mindst ligeså kendt som H. C. Andersen, om end han for en teenager er langt sværere at forstå.
Jubilæumsåret skal naturligvis markeres, bl.a. med en temalørdag på DR2, hvor man har stillet sig selv spørgsmålet: Hvorledes formidle Søren Kirkegaards filosofi om eksistens og identitet til en gruppe unge, som selv i deres liv står midt i de samme overvejelser.
Svaret blev at lade en stor dansk formidler Johannes Møllehave gøre forsøget. Derfor holdt Møllehave foredrag for vore 10. klasser om Søren Kirkegaard, og derfor blev foredraget optaget.
Det bliver spændende at se udsendelsen i 2013, men et er helt sikkert: Vore elever fik en oplevelse, som de formentlig husker længe. Møllehave fortalte på en levende og medrivende måde om Kirkegaard og selv om enkelte elever faldt fra undervejs, var begejstringen stor og spørgsmålene mange både til Møllehave og efterfølgende til lærerne. |